Messehagler og lysglobe

Messehagler

Her ses én af Vig kirkes enkle og smukke messehagler – lavet af Inge-Lise og Flemming Bau.

Messehagel for Messehagel bag

 

 

 

 

 

 

 

 

Læs mere om kunstnerne og og bogen "Tegn i rummet" her

Bogen "Tegn i rummet" om kirkeårets farverige fortælling – om 54 kirker i hele landet og deres kunstneriske udsmykning om de mange rum og de rummelige symboler, om inspiration, tanker og skitser, om arbejdet med farvning og vævning

40 års vævede værker af Inge-Lise og Flemming Bau til danske kirker
Forfatter: Flemming Bau, med bidrag af Hans Jørgen Frederiksen og Adi Holzer. Poul Kristensens Forlag 2014. 280 sider, bredformat 30 x 23 cm, indbundet, rigt illustreret i farver.

Gennem 40 år har væver Inge-Lise Bau og billedkunstner og designer Flemming Bau, arbejdet tæt sammen omkring skabelsen af tekstilkunst til danske kirker. »Tegn i rummet« er en publicering af samtlige værker og omtale af kirkerne, de er skabt til, gennemgang af produktionsprocesserne og fortællingen om kirkeåret med dets gudstjenestetekster og liturgiske farver.​

Værkerne omfatter 105 unika-messehagler, som kunstnerne kalder »billeder båret i rummet«, og permanente værker – antependier og billedtæpper. Et produktionssamarbejde med billedkunstneren Adi Holzer har desuden resulteret i værker til danske og udenlandske kirker, som publiceres ledsaget af kunstnerens tekst.​

Produktionen af kirketekstiler er aldrig før blevet fremlagt i så omfattende en grad som her i »Tegn i rummet«. Det er blevet til en fortælling både om tradition og fornyelse og om et billedsprog, der hører sammen med og udvider samværet i kirken visuelt. At forny symbolerne lyder enkelt men er i virkeligheden en af de mest krævende kunstneriske opgaver, der findes.

Inge-Lise og Flemming Bau er bl.a. kendt for ”Det flænsede kors” på messehaglen fra Bregnet Kirke ved Rønde (1986). Der er ikke tale om et kors, men det er et klæde, der er flænset i en form, der minder om et kors. Så hvis korset er der, er det som ingenting og som mørke.

Over 50 af landets gamle og nye kirker har i bogen fået hver deres afsnit med en kort beskrivelse af kirkens bygningshistorie, foto af kirkerummet med interessant inventar (døbefonte, granitrelieffer) og evt. udsmykning af andre kunstnere – bl.a. Arne Haugen Sørensen, Erik Heide, Sven Havsteen-Mikkelsen og Mogens Jørgensen. Og bogen giver frem for alt et blik ind i kunstnernes verden med idéer, tanker og produktionsteknik.

Tænd et lys i Vig kirke

Fra Buthler Design, Nibe - anskaffede Vig kirke en LYSGLOBE, som ses på billedet herunder.

I LYSGLOBEN er enhver velkommen til at tænde et lys

    • Tænd et lys for en du holder af​
    • Tænd et lys for en du savner
    • Tænd et lys for verden​

Tænd et lys i Vig kirke ved gudstjenester, ved kirkelige handlinger, ved koncerter eller hvis du “bare” kommer forbi en dag – og har tid, lyst, behov for en stille stund i kirken.

Kirken er åben alle ugens dage i dagtimerne (inden for normal arbejdstid).
Lysglobens runde cirkel symboliserer evigheden – at vi i livet og i døden er i Guds hånd. Lyset er et af de dejligste symboler i kristendommen. Lyset, der skinner i mørket, og som mørket ikke kan få bugt med.

Du kvæger i ørkenen den tørstende sjæl,
Du bjærger den bævende due;
Hos dig er livets det evige væld,
og lys i dit lys skal vi skue.

Den danske Salmebog nr. 31,4.

Lysglobe